På tide med en update
Så var det vist også lidt for lang tid siden jeg har fået skrevet om noget som helst.
Siden WAO I maj har tingene været lidt hektisk. Gudskelov mest på den gode måde.
World Agility Open var som sædvanlig en fantastisk oplevelse og ikke mindst fordi jeg havde 2 hunde udtaget. Jeg havde absolut ingen forventninger til Sols formåen til mesterskabet, ud over at nyde at deltage med hende. Hun var jo stadig klasse 1 hund, da hun blev udtaget, så det I sig selv synes jeg var temmelig godt klaret. At deltage med Zap var noget helt specielt – da Zap var lidt over 1 år troede jeg faktisk ikke at han nogensinde ville blive agilityhund pga. fysiske og mentale udfordringer. At deltage I et verdensmesterskab med ham, var derfor mere end jeg kunne have drømt om. Resultatmæssigt stod irriterende handlerfejl og nedrivninger mellem os og podiepladserne.
Næste år bliver det lidt anderledes, da Julie Tambjerg og jeg selv har overtaget tjansen med at udtage WAO holdet fra Sanne Ammitzbøl. Spændende udfordring! Jeg håber rigtig mange vil støtte op om WAO og deltage I udtagelsen d. 5/3.
Da vi var til WAO I Holland faldt vores huskøb også på plads. Eller huskøb er nok en underdrivelse eftersom vi har købt en 4-længet gård med 640 kvm stålhal og diverse rundbuehaller – ialt mere end 1000 kvm tag… Så vi har plads nok til at udleve vores drømme! Sommeren er primært gået med at sætte hus I stand – det trængte til en meget kærlig hånd – samt få omdannet den store stålhal til agilityhal. At have en indendørs agilityhal er noget jeg har drømt om I meget lang tid. Det er fantastisk at kunne træne I tørvejr både med egne hunde, men også kunne undervise uden at skulle tage hensyn til vejret. Underlaget I hallen er shock pad og Juta kunstgræs. Det er så godt at løbe på og hundene har virkelig godt fodfæste. Planen for 2016 er at få bygget udlængerne om til klinik med fokus på sportshunde. Der vil selvfølgelig være almindelig klinik med konsultation, operation og diverse diagnostiske modaliteter, men også alt hvad du skal bruge til at genoptræne, styrke og optimere performance hos vores elskede hunde. Waterwalker og stort svømmebasin er en selvfølge.
Agilitymæssigt har vi haft mange succeer I 2015. Det lykkedes endelig at få Zappelappen I klasse 3 og Sol rykkede også op fra klasse 1 til klasse 3. Jeg må indrømme, at det har været noget hektisk, at løbe med 3 hunde I hver sin klasse, så jeg sætter pris på at de alle havnede I klasse 3. Poncho havde sin debut som senior hund, hvilket han synes vældig godt om – 65 cm spring er ikke nemt, når man har bagben som en ko. Poncho lod dog ikke skæve ben stå I vejen for en 4. plads I biathlon ved World Agility Open I 2013 samt et wildcard året efter. I 2016 vil det kun være Zap og Sol jeg løber med I klasse 3.
Som om huskøb, agilityhal, etablering af klinik samt sygdom I familien, et trafikuheld og en totalt skadet bil ikke var nok, så venter vi også familieforøgelse I det nye år og denne gang en af de 2-benede. I starten af juni skulle vi meget gerne blive forældre til en lille pige. Maven vokser og indtil videre har det hele forløbet problemfrit, så jeg håber agilitystævner I foråret stadig er en mulighed, omend det nok bliver ala russisk bondekonestil. Så det var vist en opsummering af højdepunkterne fra juni og til nu. Forude venter 2016 og nye spændende eventyr.