Foreslag om 5 FCI springhøjder
Jeg kan jo ikke blive andet end glad I låget over Sveriges foreslag om 5 FCI springhøjder I 2017.
Jeg har I mange år undret mig over hvorfor resten af agilityverden ikke fulgte amerikanske USDAA og AKCs eksempel med 5 springklasse i stedet for kun 3. World Agility Open modellen med 4 klasser er også ganske ok, men der er alligevel nogle hunde, der kommer I klemme ved den højdeinddeling, og som skal springe højere til WAO end til FCI. IFCS Championship, som Danmark aldrig har deltaget I, har også 5 springhøjder. Desuden har England også introduceret 5 højder, dog med den afvigelse I forhold til det svenske foreslag, at springhøjden for hunde under 50 cm i skulderhøjde skal spring 55 cm.
Lavere højde, øget hastighed?
Jeg har hørt mange argumenter både for og imod og nogle med mere hold i end andre. Der har været bekymring om, at hvis springhøjden mindskes så øges farten, og dermed også risikoen for skader. Hvad angår belasting i forhold til landing ved nuværende højde vs mindsket springhøjde, så kan det jo udregnes via en relativt simpel biofysik beregning. Udfra resultatet kan man sammenligne belasting af hundens forben I landingen ved at lave en beregning ud fra hver springhøjde. Her tages der jo højde for hunden masse, velocity, trajectory. Ud fra dette kan belastningen (impact) af hundens forben beregnes. På den måde kan man hurtigt få evidens for, hvad der er mest belastende for hunden: hastighed eller springhøjde. Hvad der dog ikke tages højde for i sådan en regning er bane designet, handlerens timing og hundens tekniske færdigheder. Dertil skal det også siges, at der heller ikke tages højde for hundens højde men derimod vægt. Det vil til hver en tid være en større belastning for en hund på 45 cm at spring 65 cm end 60 cm trods evt. øget hastighed.
Med hensyn til øget hastighed har dommernes banedesign også meget at skulle have sagt. Jeg synes, at man relativt ofte støder på baner, hvor vinklerne mellem f.eks. springene udgør en ekstrem belastning for hunden I afsæt og landing også selvom hunden besider rigtig gode tekniske springfærdigheder.
Hvis man er bekymret for at lavere højde øger belastningen for hunden I forhold til nuværende springhøjde, kan man jo altid tage kontakt til USDAA eller AKC for at høre, om de har foretaget nogle undersøgelser eller har erfaring med, at lavere springhøjde signifikant øger hundens hastighed på banen. De har tidligere foretaget spørgeskemaundersøgelser angående hvilke skader man oftest ser hos agilityhunde – så mon ikke de ligger inde med lidt evidens på området.
Tilgodeser flere racer/størrelser
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ofte vælger størrelse/race efter hvad der vil passe ind I agility. Dog er det ærgerligt at se at visse racer eller individer inden for en enkelt race vælges fra, da de højdemæssigt er i risiko for at blive et grænsetilfælde. Deusden ses det, at særlig små racer ikke konkurrerer I agility, da det for flere af dem ikke er muligt at spring eks. 35 cm, når hundens skulderhøjde er under 20 cm. Her tænker jeg i særdeleshed på lang ryggede hunderacer med korte ben samt de helt små racer som chihuahua o.lign. Jeg oplever ofte, at have de helt små hunde med springproblemer i klinikken eller på kursus, hvor ejerne er frustrerede over at klasse 2 og 3 nok aldrig bliver en mulighed, da hunden anatomisk udformning gør, at da at spring 50% over sin egen højde er fysisk umuligt. Vi kan altid forsøge, at styrke hundens tekniske springfærdigheder, men ofte er belastning for hård og det bliver svært, at holde hunden fit til at kunne klare opgaven. Disse hunde vil blive til godeset ved at introducere end ekstra lille højde.
Den anden gruppe er grænsehundene; både dem der bliver fanget mellem lille og medium, men særligt mellem medium og stor. En hund på 43,5 cm, der akkurat bliver målt I stor klasse, skal i klasse 3 springe 21,5 cm eller 49,4% højere end sin egen højde. Ingen tvivl om at dette giver en uhensigtsmæssig belastning af hunden. Særligt landinger sætter sit præg på skuldre og nakke, men også bagparten bliver udfordret, da der stilles store krav til fleksibilitet i lænd og ikke mindst hundens vinkler i bagben. Nogle hunden vil ganske givet kunne klare at spring så højt, men dette skyldes at de fra naturens side har været “heldige” og stået forrest i køen da der blev uddelt fleksibilitet og korrekt vinklede bagben.
To nye højde vil kunne øge mangfoldigheden I agility, og sikre at nuværende grænsehunde også kan konkurrere i klasse 3 uden væsentlig overbelastning.
Præmier og længere stævnedage?
En anden bekymring er, at stævnedagene bliver længere. Man forventer flere deltagere ved 5 klasser sammenlignet med de nuværende 3 samt at der vil gå lang tid med at få sat pindene op og ned til de ekstra klasser. Angående antallet af deltagere, tror jeg ikke, at man ved 5 springhøjder kan forvente en eksplosiv tilgang til stævnerne, som vil resultere I absurt lange stævnedage. Forhåbentlig vil vi se flere deltagere og flere racer repræsenteret.
Når det kommer til at få reguleret springhøjden mellem klasserne, er det I min verden et spørgsmål om at vi som deltagere får lettet måsen og givet en hjælpende hånd. Med et gennemsnit på 12 spring på en bane tager det ikke 12 mand lang tid at få sat springene op, men overlader man opgaven til de måske 2 banefixere/bane kommer det da uundværligt til at tage en krig.
Ingen tvivl om at der bliver brugt rigtig mange penge på indkøb af præmier, og skal nuværende præmieringssystem fortsætte, bliver det da først rigtig dyrt for klubberne. Man kunne evt. nøjes med at præmiere første, anden og tredje plads i hver klasse. Bevars det er rart for klasse 1 hunde/handlere at få en præmie for et fejlfrit løb, men samtidig føles det også lidt spøjst at blive kaldt til præmieoverrækkelse for et klasse 1 løb man gennemførte med 25 fejl, fordi der er præmie til de 10 I klassen. Jeg synes det er flot at der er præmie til så mange, men er det nødvendigt at uddele præmier til mere end 1, 2, 3 I hver klasse? Så en revurdering af præmieringssystemet er indiceret. Desuden vil en mulig øget tilgang til stævner også give større indtjening, så måske er det værd først at bekymre sig om omkostninger til præmiering, hvis reelt går hen og bliver et problem.
Jeg synes, det er nogle ganske reelle bekymringer folk gør sig angående stævnedagenes længde samt præmiering, men jeg synes ikke det skaber så store issues, at det kan ikke løses. Ej heller bør det sætte en stopper for at flere hunde af forskellig størrelse kan deltage I agility, eller at vi skal gå på kompromi med vores hundes velbefindende.
Udfra hvad jeg ser på mine springteknik kurser samt som dyrlæge, er der en tendens til at hunde der springer 30-50% over deres egen højde, skal bruge langt mere fysisk træning og har ofterer vertebrale subluxationer samt brug for re-træning og nogle gange decideret rehabilitering end hunde, der kun springer optil 25% over deres egen højde.
Generelt synes jeg, at diskussionen mangler evidens og jeg frygter at afgørelsen om de 5 højder kommer til at bero på antagelser samt enkelte individers personlige præferencer i stedet for fakta. Som både agilityinstruktør og dyrlæge kan jeg kun støtte op om det nye højde foreslag.
