Det korrekte spring? – del 1

Jeg får ofte opkald fra bekymrede hundeejere, der har fået at vide til agilitytræning, at deres hund springer forkert. De er ofte blevet rådet til at få hunden kigget grundigt efter, for at være sikker på at der ikke ligger fysisk ubehag bag hundens uhensigtsmæssige springstil.

Det er skønt, at flere og flere bliver opmærksomme på at sportshundene kræver mere end blot en årlig vaccination og eftersyn hos dyrlægen. Dog skal man være lidt varsom med at kaste rundt med påstande om det at springe korrekt eller forkert.

11895140_941979432491463_616380756038543992_o

De hunde, jeg får gennem klinikken, kan deles op I 2 kategorier:

  • Hunde der reelt har problemer med at springe; tripper ind på spring, dykker i forparten i afsættet eller sætter af for tidligt, så springbuen topper før springet. Hos disse hunde er der ofte en fysisk årsag at finde, som kan være nedsat funktionalitet eller ubehag, hvis ikke decideret smerte.
  • Hunde der faktisk springer helt korrekt I forhold til deres fysiske kapacitet, men trækker bagbenene op under sig tidligt I springbuen.

Denne blog kommer til at handle om sidstnævnte, så lidt myter og måske knapt så korrekte udsagn kan blive manet I jorden. Hvordan jeg normalt udreder hunde med reelle springproblemer, og hvordan jeg og ejerne systematisk går til værks med at få løst disse problemer, vil blive dækket I en anden blog.

De hundeejere jeg får opklad fra er ofte meget bekymrede. De har måske trænet agility i lang tid, men pludselig bliver det påpeget at hunden ikke springer med sine bagben udstrakt og derfor springer forkert. Hvor der selvfølgelig godt kan ligge en fysisk årsag til grund for at hunden ikke springer med fuld ekstension af bagben I særlig lang tid af springbuen, især hvis det er noget den tidligere har gjort, er der altså flere faktorer der spiller ind; springtekniske færdigheder, race, erfaring og ikke mindst handlerens erfaring og timing af handling.

Faktum er at alle hunde har bagbenene udstrakt i deres afsæt, men spørgsmålet er i hvor stor en del af springbuen holder de dem udstrakt. Nogle hunde trækker dem tidligt op under sig eksempelvis allerede inden forkroppen er over springet. Andre holder bagbenene udstrakt indtil hele kroppen er fri af springet. Alle hunde vil på et eller andet tidspunkt I løbet af “flight”-perioden runde ryggen og trække bagbenene ind under sig for at gøre klar til landing.

Det kræver stor styrke, fleksibilitet og selvtillid at kunne springe med fuld ekstension af bagben i lang tid af springbuen. Nogle hunde vælger det naturligt, fordi deres fysik og anatomiske udformning tillader det, andre kan trænes til at vurdere, hvornår det er hensigtsmæssigt at springe så langt som muligt, og andre igen vil vælge at lade være – og det er der ikke noget forkert i. Der er klart situationer, hvor det er langt mere hensigtsmæssigt, at hunden springer med ekstension blandet på lige linjer, hvor man ønsker at hunden bruger så kort tid på jorden som muligt (hvert skridt koster hunden ca. 0,3 sek), men det er på ingen måde forkert, ikke at holde bagbenene udstrakt indtil hele kroppen er fri af springet.

10636641_10152448709743411_8546120136956263413_o

Race, fysik og kropsbygning
Godt nok ser vi ikke den store variation af racer i agility herhjemme. Agility i Danmark repræsenteres primært af racer, der er atletiske og besider god fleksibilitet i ryg og bækken. Hvis man nu sammenligner en labrador med border collie eller en sheltie med en cavalier, så er forskellene i fysisk kapacitet åbenlyse. Selvfølgelig vil en labrador og en border collie ikke springe ens. Dertil kommer også variationer inden for den enkelte race, da det ikke forventes at 2 individer inden for samme race springer ens. Der er individual variation i kropsbygning og temperament, som kommer til udtryk, når hunden springer. Eksempelvis vil man også se variationer inden for samme kuld, da hundens springstil ikke kun beror på bygning, men også træningen og handlingen. Ligesom man inden for visse linjer vil kunne se ligheder i springstil mellem de enkelte individer.

Tekniske færdigheder
Nogle hunde er naturtalenter, når det kommer til at springe. Det at bedømme afstande, vurdere hvor mange skridt skal der tages før take off forekommer dem naturligt. Andre igen skal lære disse færdigheder. Har man blot startet sin træning på traditionel vis, hvor handling og forhindringsindlæring klaskes sammen i en pærevælling, er hunden knapt så tilbøjelig til vælge fuld ekstension. Dels fordi der ikke er trænet teknik og dels fordi førerens handling ikke er forudsigelig. Med gode springtekniske færdigheder kommer selvtillid og med selvtillid kommer overskud til at vælge den mest hensigtsmæssigt springstil til en given situation.
Derudover er det vigtig, ikke at sætte lighedstegn mellem hundens springstil og springteknik. De tekniske færdigheder ligger til grund for springstilen, og er derfor ikke en og samme ting. Hvad hunden vælger af springstil afhænger af dens fysiske form (er hunden I god fysisk form) dens anatomiske udformning (bygning – genetisk betinget) samt de tillærte tekniskefærdigheder.

Handling
Det fleste af de hunde, der lægger vejen forbi K9 Performance har heldigsvis ikke springproblemer. Når selve springopgaven bliver isoleret fra handling, i form af bevægelse og snak fra føreren, løser 90% af hundene opgaven til UG. Hvad der er vigtigt, at tænke over er, at hunden skal bruge information fra føreren, for at komme korrekt rundt på banen – information, som ofte bliver givet for sent når hunden f.eks. har sat af. Timing af handling er uhyre vigtigt for at hunden kan vide tidligt nok hvad næste forhindring er, og derfra tilpasse sine skridt, afsæt, vinkel på afsæt og vægtskifte korrekt.
I en ideel verden er vores handling altid timet perfekt, men sådan er virkeligheden ikke. Mange hunde vælger derfor at tilpasse deres hastighed og springstil efter handlingen. Kommer handlingen altid forsent, vil hunden forsøge at købe sig tid foran springet (trippe, tage ekstra skridt foran springet eller springe kort, så den hurtigt kan reagere ved handlingsændring I landingen) indtil den får brugbar information om næste forhindring. Disse hunde vil næsten aldrig vælge at springe med ekstension af bagben. De vil ofte springe med bagbenene trukket op og ind under sig bl.a. fordi den springstil gør det nemmere for hunden, at dreje i landingen. Disse hunde har altså, pga. handlingen, vurderet at det er spild af energi, at springe med fuld ekstension – men der er intet forkert i deres måde at springe på.

For at afklare lidt har jeg her et par optagelser af mine 3 hunde, der alle er forskellige, når det kommer til kropsbygning. Hvad angår fysisk form og tekniske færdigheder har de alle gennemgået mit springtekniske program og burde derfor beside de samme tekniske færdigheder. Videoen illustrerer fint, hvordan deres bygning påvirker deres springstil. Dertil skal det siges, at ingen af hundene springer forkert – funktion følger form – så de springer alle til deres fysisk kapacitet. På videoen ses hundene i følgende rækkefølge: Sol (3 år), Zap (7 år) og Poncho (9 år). Første klip viser en sekvens af spring på lige linje – de kan her frit vælge take-off spot og skridtlængde. Anden sekvens viser et defineret område til rådighed for take-off – det er her ikke muligt selv at vælge. Sidste sekvens viser en 180 graders vending til højre og venstre, hvor de igen frit kan vælge skridt længde og take-off spot. Der er rigtig mange ting at holde øje med, når man ser på hunde der springer, men prøv i denne gang at holde øje med hvordan hundene holder/bruger deres bagben i hver af sekvenserne.

Spørgsmål 1. Sprang alle 3 hunde konsekvent med udstrækte bagben I hele springbuen?
Spørgsmål 2. Holdt hundene bagbenene anderledes når take-off spot var bestemt for dem I sekvens 2 vs. sekvens 1?
Spørgsmål 3. Ændrede springstilen sig, når hundene skulle dreje vs. springe lige ud?
Spørgsmål 4: I hvilken af sekvenserne holdt hundene deres bagben udstrakt I længst tid?

Svar 1: Kig på afsættet. Alle 3 hunde strækker bagbenene i deres afsæt, men tidspunktet hvormed de trækker bagbenene ind under sig, for at gøre klar til landing varierer – det er der intet forkert i.
Svar 2: Ja, det at take-off spot er bestemt for dem og at der ikke er mulighed for at tage skridt, ændrer i den grad springstilen I forhold til sekvens 1. Take-off spot i sekvens 2 er tættere på springet end i sekvens 1, det ændrer vinklen på afsættet (mere stejl springbue i sekvens 2) og derfor ændres holdning af bagbenene også. Igen ingen af hundene springer forkert.
Svar 3: I forhold til de foregående sekvenser ændres flere faktorer, når der skal drejes. Vægtskiftet ændres, så benet inderst i springbuen primært er vægtbærende, vinklen på afsættet ændres ligeledes. Endnu en gang ses det, at hundene har strakte bagben i afsættet, men på varierende tidspunkt vælger at trække dem op under sig for at gøre klar til landing.
Svar 4: I sekvens 1. Springbuen er længere og derfor er der I længere “fligth”-periode og derfor holdes benene strakt I en længere del af springbuen.

Konklusion
Når hunden springer skal den multitaske – der er rigtig mange ting den skal koncentrere sig om ud over førerens handling. Det kræver stor styrke, fleksibilitet og gode tekniske færdigheder, at kunne navigere rundt på en agilitybane i høj hastinghed. Hundens springstil afhænger af dens tekniske færdigheder, handlingen og den givne situation, samt kropsbygning og fysisk form. Alle hunde har strakte bagben I deres afsæt, men hvornår I springbuen bagbenene trækkes op og ind under kroppen, for at gøre klar til landing, varierer. At trække benene ind under sig tidligt i springbuen, når den skal springe lige ud, er lige så korrekt som, at holde dem udstrakt indtil hele kroppen er fri at springet.
Jeg vil langt hellere se at hundene springer med lav hovedholdning, rundet ryg og tidligt i springbuen trækker benene op end bagben og ryg holdt i lige linje samt hoved holdt højt, da først nævnte bevidner om korrekt vægtskifte i afsæt og dermed korrekt brug af krop, der leder til mindre slid på sigt.
Dertil skal det siges at der er situationer, som f.eks. vendinger, hvor udstrake bagben i størrestedelen af flight-perioden faktisk er uhensigtsmæssigt og en belastning for hundens krop, da lænden overekstenderes.

I næste artikel om “det korrekte spring” ser vi nærmere på hvad der skal til for at springe med fuld ekstension dvs. så lang og flad springbue som muligt, samt hvordan hundene kan lære at vælge den bedst mulige springstil til enhver situation. Desuden kan du glæde dig til et indblik I min udredning og fremgangsmåde til at hjælpe hunde med springproblemer.

11921715_10153268580688411_8691970466170859131_o