Agilityhunde og kosttilskud
Pudsigt som en tur forbi facebook gruppen agilitysiden dk kan få en til at droppe barsel for en stund for at blogge lidt om tilskud til sportshunde.
Interessant diskussion på fb med rigtige mange gode argumenter, men også flere der tangerer en oldnordisk holdning som bunder mere personlig præference end egentlig evidens.
Både sporten og vores viden om ernæring har udviklet sig enormt – en udvikling som vi klart kan bruge til vores hundes fordel.
Når kroppen skal yde, kræver det muskelaktivitet. Når musklerne arbejder omsættes energi og et af biprodukterne heraf er varme – varme som hunden skal af med igen. Jo mere intens aktivitet des hurtigere varme udvikling. Som bekendt perspirerer hunde ikke som f.eks. mennesker og heste gør. Hunde kommer primært at med varmen via fordampning gennem munden –hunden halser og dette giver væsketab. Noget varme afgives også som sved gennem trædepuderne, men væsketabet herigennem er minimalt. At hunde ikke sveder er vigtig at have med I tankerne når man skal vælge kosttilskud til sporthunden. Det betyder nemlig at hunde ikke har samme behov for elektrolytter som f.eks. heste. Saltbalancen hos hunde forstyrres ikke på samme måde, da hundene ikke sveder saltene ud I lige så stort omfang som heste, men derimod primært taber væske og derved kan elektrolytbalancen forstyrres primært. Væsketab kan lede til dehydrering, hvis ikke det genoprettes. En dehydrering på 4% og opefter kan detekteres klinisk, men allerede ved en laverer dehydreringsprocent, ses nedsat ydeevne. Det er derfor vigtigt, at sørge for at hundene får nok at drikke I trænings-og konkurrencesituationer. En del af mine klienter meddeler at hunden ikke drikker noget eller meget lidt når de er ude. Særligt I varmt sommervejr kan nedsat væskeindtag hos sportshunden have storekonsekvenser.
De fleste handlere er meget obs på at hunden får de makronutrienter; protein, fedt og kulhydrat, den har brug for, men vand er den vigtigste nutrient for vores sportshunde. Ubalancer i makronutrientbalancen tager op til flere måneder at detektere, hvorimod væskeubalancer ses øjeblikkeligt og kan have fatal udgang.
Tab af væske har ikke kun betydning for elektrolytbalancen, men påvirker også vævets viskøsitet, da væske ikke kun tabes i kroppens celler (intracellulært) men også omkring cellerne (ekstracellulært). Nedsat viskøsitet mindsker vævets fysiske ydeevne og øger riskoen for skader.
tegn på dehydrering
- nægter at arbejde/motionere
- svært ved at fokusere
- nedstemt, ligger stille hen
- hyperventilerer – ophører ved svær dehydrering.
- indsunkne øjne
- tab af bevidsthed
Ved let dehydrering kan væsketabet erstattes ved at hunden selv drikker. Ved moderat til svær dehydrering skal hunden tilses af en dyrlæge. Dehydrering i varmt vejr kan hurtigt blive kritisk.
Du kan bare fodre med et godt basisfoder
Ja og nej. Rigtig mange fodrer med råt foder eller foder med et meget højt proteinindhold. Det rå foder indeholder ikke kulhydrater, men protein og fedt. Selvom protein kan nedbrydes til aminosyrer og videre til energi der kan omsættes i musklerne, har vores sportshunde brug for kulhydrater, og gerne dem der er let omsættelige. Når vi snakker agility, er der tale om kort, intens aktivitet, som varer ca. 30-45 sek. I det tidsinterval når hundene ikke over på fedtforbrænding, men benytter derimod det sukker, der er lagret I musklerne. Når musklerne har været på arbejde, skal disse depoter fyldes op igen. Den nemmeste måde at sørge for dette, er ved at give hunden et tilskud af letomsætteligt kulhydrat som f.eks. maltodextrin. Maltodextrin kan nemt gives som et velsagende tilskud der opløses I vand – bonusen ved dette er, at hunden får væske og kuldhydrat indenbords, så man slår to fluer med et smæk ved både at rehydrere og fylde musklernes madpakker op igen.
Fedt er ligeledes en vigtig energikilde, men grundet den korte intense aktivitet ved agility, er kuldhydrat og vand vigtigere i en konkurrencesituation. Fedt kan gives som tilskud aftenen samt om morgenen før der skal præsteres eller på dage, hvor man skal til træning, da der til agilitytræning ofte er tale om adskillige træningspas af flere minutters varighed.
Tilskud til sportshunde er noget pjat!
Vores hunde arbejder, fordi vi beder dem om det. Det er derfor vores ansvar, at sørge for at de har optimale forhold at præstere under.Der stilles større og større krav til vores hundes formåen, og dermed også til deres fysiske form og ernæring. Man kan jo altid stille sig selv spørgsmålet om ernæring for humane topatleters præstation spiller en rolle? Forskellen er bare, at vi mennesker selv kan styre hvad og hvornår vi spiser og drikker, hvorimod dette, for vores hundes vedkommende, er styret af os og er dermed vores ansvar. At sørge for at ens hund er velhydreret og har de makronutrienter, der skal til for at præstere på topplan, er på ingen måde noget pjat.
Hjemmelavede elektrolytblandinger
Jeg kan ikke anbefale, at man selv fremstiller salt/sukker blander til sin hund – dette kan gøres I nødstilfælde ved f.eks. risiko for chok. Grunden er at disse blandinger ofte indeholde alt for meget salt. Som nævnt sveder vores hunde ikke på samme måde som os og dermed er tabet af elektrolytter minimalt i forhold til f.eks. en hest. Man risikerer at gøre mere skade end gavn ved at give for meget salt til en I forvejen dehydreret hund. Dette gælder også elektrolytblander fremstillet til hest.
Honning og andet sukker er hurtigt optageligt, men giver også en meget hurtig stigning i blodsukkerniveauet. Det er en fordel, at give et let nedbrydeligt kulhydrat I stedet, som giver en mere stabil blodsukkerstigning – disse er særlig gode, hvis man oplever at hunden går “sukkerkold” i løbet af stævnedagen.
Hvilket produkt skal jeg vælge?
Det kommer rigtig meget an på din hund og dens behov.
Hunde der ikke har noget problem med at få væske nok, som får morgenmad på stævnedage og spiser godbidder I løbet af dagen, har ikke det store behov for energitilskud I løbet af dagen. De vil dog have glæde af et supplement, der understøtter restitution. Dette kunne være Virbacs Nutri-plus eller lign. produkt fra aptus såfremt hunden har fået drukket nok vand. Et godt alternativ er FitDog Recovery som opblandes i vand.
Hunde der drikker mindre til stævner eller som ikke får morgenmad på stævnedage, vil have glæde af at starte dagen med et tilskud tilsat smag, som opblandes I vand. Der findes både supplementer med kødsmag (oralade, fitdog) eller smagsneutrale som Aptus sport X. Hunde der ikke får mad på stævnedage kan med fordel starte dagen med eksempelvis fitdog energy & rehydrate som inderholder fedt og protein.
Hunde der ikke vil drikke I løbet af stævnedagen, kan lokkes til at drikke ved at bruge supplementer med kødsmag som opløses I vand. Alternativt kan man anvende et vådfoder som f.eks. Hills Perscription a/d. vådfoderet indeholder væske og det kan nemt opblandes med mere vand. Jeg har endnu ikke oplevet raske hunde som ikke vil spise a/d. Andre klarer problemet ved at blot at komme godbidder I hundens drikkevand.
Hvad angår mine egne hunde, så får de FitDog Energy & Rehydrate aftenen før et stævne samt om morgenen på stævnedage sammen med deres morgenmad. De får mad minimum 3 timer før deres første løb. I løbet af stævnedagen har de fri adgang til frisk rent vand og nutri-plus mellem løbene. Når de har løbet sidste løb, får de FitDog Recovery. Hvis det er varmt eller de ikke selv drikker nok i løbet af dagen, blive de tilbudt vand med FitDog Recovery.
For mig er det vigtigt at mine hunden får de mest optimale forhold at præstere under, så hvorfor ikke benytte sig af den viden der I dag er tilgængelig omkring ernæring.
Jeg siger ikke at hunde, der får energitilskud konsekvent præsterer bedre end hunde der ikke får tilskud eller at det er strengt nødvendigt, men det kan være det, der giver the winning edge. Faktum er at en velhydreret og velernæret hund har mindre risiko for skader og opnår en bedre restitution.
OBS! ovenstående er guidelines og ikke facitlister omkring ernæring til sportshunde og er skrevet med fokus på agilityhunde. Hundens væskeindtag skal ikke overstige 100ml/kg/dag – dette kan være tegn på sygdom. Kosttilskud erstatter ikke hundens daglige foder.