Sevens selvmordsforsøg #3
Hvis man tror at det er udfordrende, at have 3 border collier under samme tag, så skal man bare prøve at have en mini amercan shepherd – border collierne inkl. deres OCD adfærd er vand I forhold til.
At Seven havde knækket alle 4 mælkehjørnetænder inden tandskifte, hvoraf jeg var nødt til at hive 3 af dem ud, burde være tilstrækkeligt til at indikere at det er en kamakazi pilot man har fået inden for dørene. Seven er meget glad for mad (også ting som man umiddelbart ikke antager er spiseligt…) og så passer hun på ingen måde på sig selv. Dette er lidt en livsfarlig kombi…
Første selvmordsforsøg indtraf da hun var ca. 7 mdr. Jennifer havde leget med en tube remoulade og af uransaglige årsager var den kommet indenfor Sevens rækkevide. Dette opdagede jeg dog først et par timer senere, da der kun var toppen af metaltuben og plastikhætten tilbage. Panikken bredte sig indtil Tim mindede mig om at jeg er dyrlæge og jo kunne give hende brækmiddel – crisis averted.
Andet selvmordsforsøg indtraf, da hun mente hun kunne stoppe Sol og Zap, der legede hasarderet border collie spurteleg, med sine uovertrufne aussiehyrdeegenskaber. Det lykkedes så ikke, for Zap og Sol havde kun øje for hinanden og Seven blev løbet ned. Aldrig har jeg set hende så stille og aldrig har jeg haft så meget brugt for anvendelse af kiropraktisk førstehjælp. Hun var mere end almindeligt meget forslået, men det var nådigt sluppet, da udfaldet lige så nemt kunne have været meget værre.
Tredje selvmordsforsøg indtraf I torsdags… Jennifer havde leget med en pakke rosiner til morgen og jeg havde en af de lange hektiske dage, så da hun var I tøjet, tænkte jeg ikke mere over rosinpakkens skæbne – borderne kunne aldrig drømme om at røre den slags. Da klokken bliver 17.00, jeg er færdig med dagens arbejde, Tim og Jennifer er kommet hjem, finder jeg rosinpakkens låg på gulvet, let panikken finder jeg frem til resten af den nu tomme indpakning. Seven har ædt over 100 gram rosiner I tidsrummet fra 11.00 – 16.30. Af en aller anden årsag kan jeg slet ikke tænke klart, når mine egne hunde bliver syge eller kommer tilskade. Så med hjælp fra en kollega, der blev forstyrret I sin ferie, fik jeg givet Seven brækmiddel (ps: jeg var så langt ude, at jeg ikke engang kunne regne dosis ud..). Det er altid lidt tricky, når man skal give brækmiddel og man ikke ved hvornår hunden har spist det den ikke burde, da man helst skal give det så tæt på indtagelsestidspunktet som muligt og senest indenfor 2-3 timer efter. Efter Seven havde fået et stik I måsen, var der ikke andet for end at vente og se hvad der kom op. Gudskelov kom der to store portioner rosiner op – pyh! men men indtagelse af rosiner kan give akut nyresvigt og det ses først 24-48 timer efter indtagelse, så Seven blev pumpet fuld af aktivt kul til at modvirke forgiftningen. Hun spise det uden problemer. Hun stod endda og overvejede om hun skulle være hurtig og indhalere sit opkast igen… suk…
Seven overlevede sit 3 selvmordsforsøg, og jeg har aftalt med hende at nu er det nok – ikke flere selvmordsforsøg, tak! Aldrig har jeg haft så meget brug for førstehjælpskassen som efter Seven flyttede ind.