Zaps nyerhvervede titler
Jeg kan stadig ikke helt forstå, at Zap og jeg formåede at få begge championtitler i hus til Garbogaardstævnet.
Hvis ikke det var sådan et møgvejr, da vi kørte hjem fra stævnet, havde jeg benyttet mig af bilens soltag – det er liiidt svært at få armene ned. Det er selvfølgelig fantastisk at have vundet og fået titlerne, men det slår ikke følelsen af at have gjort sit bedste, og ikke mindst stolet på sin hund og sin træning.
Det har været et lidt vildt år for Zap på godt og ondt. Han startede sæsonnen med at få en fibersprængning i ryggen i marts. Så blev vi tildelt et af de eftertragtede WILDCARD til World Agility Open, som han kun lige nåede at blive klar til at deltage i. Til WAO løb han ikke helt som han plejer, han var langsom, men kom alligvel I biathlonfinalen. Da vi kom hjem var han igennem en længere udredning pga blod i urinen og blev trukket fra landsholdet. Dania cup blev han også trukket fra, og jeg var meget I tvivl om jeg kunne få ham i god nok form til at løbe agility igen. Med målrettet rehabilitering og performance optimering i 4 måneder lykkedes det, på trods af at han bliver 9 til februar.
Jeg behøver ved ikke at nævne at jeg er overordentlig stolt af min lille halv-autistiske hundemand?
Videoen nedenfor viser Zaps bedste løb til WAO 2017! Fantastisk endnu en gang at få lov til at løbe som wildcard.