Seven og stævnestart
Jep, Seven er tilmeldt sit første stævne.
Kommer hun til at løbe til det stævne? Ja, se det er en helt anden sag. Jeg har tilmeldt Seven til VAS´ stævne d. 18/2, men hver gang jeg skal starte til det første stævne med en ny ung hund, er det mange overvejelser i spil. Det kan godt være jeg har tilmeldt hende, men om jeg tager derind og rent faktisk løber med hende, og hvis jeg gør om vi så skal løbe alle 4 løb afhænger af, om jeg om 40 dage mener, at det vil blive en successoplevelse for hende.
Udover den basale træning skal være på plads, er det også vigtigt at hunden har prøvet tilpas mange træningspladser og forhindringer af forskellige afskygninger, og dermed fået genereliseret adfærd over bredt udvalg. På den måde kan man undgå at det til stævnestarten ikke bliver en overraskelse for hunden, at slalompindene er blå og røde, når den er vant til hvide pinde, eller at tunnellen er mørkere end vanligt. At tage Seven med på tur rundt til de forskellige udlejningshaller, er et vigtigt element i forberedelsen til at starte stævner. Fordi reglementen nu er udformet, som det er og privillegiet om at kunne træne i klasse 1 er blevet frataget os, er det mig endnu mere magtpåliggende, at Seven har prøvet at træne og så haft høj succesrate som muligt I mange forskellige miljøer og på så mange forskellige forhindringer som muligt. Hvis Seven eksempelvis tager en flyvetur på vippen til stævnet, har jeg ikke mulighed for at tage den om, og dermed ikke give hende den success, der er nødvendig for at undgå problemet i fremtiden. For ligemeget om vi vil det eller ej, så gælder principperne for indlæring og hundetræning også selvom vi kalder det for “stævne”.
Hvis jeg kan sætte Seven op til success, så kommer hun til at starte. Successen er ikke resultatorienteret men adfærdsorienteret. Alt det vi har gået og trænet på skal virke 90% procent af tiden, før end det giver mening at starte stævne. Vi er der sådan set nu, og det er også derfor hun er tilmeldt. Det der mangler er lidt følelsen af, at vi er sammen om at løbe banen – følelsen af at være et team. Den følelse kommer mere og mere for hver træningsgang, men det er lidt ironisk, da følelsen bliver kraftigt forstærket af gode stævne oplevelser og rutinen i at løbe stævner.
Rutine er en anden ting, som vi er ved at opbygge. Med rutine mener jeg, hvad der sker fra jeg har gået banegennemgang, til det er vore tur på banen. Rutine i opvarmning og procedure i at gå ind I ringen, sætte hunden, tage snoren af og være klar når dommeren fløjter, eller I det hele taget at stå I startområdet blandt gøende, stressede hunde og stadig holde fokus på mig. Rutine er med til at give hunden følelsen af sikkerhed, da den hele tiden ved hvad næste skridt er; ud af bur/bil, tisse, løbe 5 min, strækøvelser, kropskontroløvelser, bliver kaldt af indsenderen, rolig pause med småtricks og godbiddet, ind I ringen, snoren af, blive siddende ind til release og så… ja, så løber vi som et team.
Jeg er faktisk temmelig imponeret over at Seven er klar til at starte stævner; med 3 andre hunde der også skal trænes, en klinik der skal passes, lille Jennifer og ikke mindst et familieliv der skal fungere, synes jeg faktisk at den lille hund er mega sej, taget i betragtning af, at hun har fået et minimum af træning. Jeg vil sige hun gør det også temmelig nemt for mig, da hun bl.a. lærte at tage vippen ved at observere border collierne træne.
Det er altid en fantastisk rejse at træne en ny hund op og det er helt klart min favorit del af træning. Det er fedt at løbe baner med en trænet hund, men det slår ikke hele processen af at forme hundens adfærd til det færdige resultat. Jeg glæder mig som et lille barn til juleaften, til at stå med hende i ringen, og jeg håber det bliver om 40 dage.
