Work/Life Balance
Det kan godt være lidt svært til tider at skille arbejde fra privatliv, særligt når ens arbejde er noget man er passioneret omkring, men alle har brug for brug for et pusterum inkl. mig selv.
Vi kender alle til det her med en hektisk hverdag; man har ikke siddet stille fra man kom ind af døren på arbejdet, frokosten blev konsumeret i en fart eller glemt, fordi der opstod noget der krævede øjeblikkeligt fokus, og når det endelig bliver fredag og man kan stemple ud, glæder man sig enormt til en hyggelig weekend i agilityens tegn, uden at skulle tænke på arbejde. Sådan tror jeg, vi alle har det; agilitystævnet bliver et pusterum fra hverdagen, hvor arbejde kan få lov til at være arbejde – noget som man først behøver at tænke på, når det bliver mandag igen.
Selvom man er passioneret og elsker at hjælpe dyr, så er der stadig forskel på hvilken hat man har på, når man står i klinikken og når man har fri. Hvis man har prøvet at få taget en personlighedstest, kan man se at der ofte er forskel på hvordan folk agerer i embedsøjemed og privat. For mig er der temmelig stor forskel. Mit arbejde kræver, at jeg er udadvendt og at jeg har enorm medfølelse og omsorg for både dyr og ejere. Det er næsten dagligt, at tårene triller ned af kinderne på en klient af bare bekymring for deres kæledyr. At trøste et andet menneske, at give medfølelse og forståelse for deres frustrationer og samtidig undersøge deres dyr og give en diagnose for bagefter at kunne lægge det fra sig, for at kunne give 100% fokus til næste patient, er noget der dels kræver øvelse og dels kræver, at man også får et pusterum, hvor energien kan vendes indad og man kan vise sig selv samme omsorg og forståelse. Privat er jeg knapt så udadvendt, dels fordi jeg godt kan lide det lidt mere solitære liv, men også fordi jeg flere gange har oplevet at personer har brug informationer, som jeg naivt troede var fortalt i fortrolighed, og fortalt det videre til tredje part. Som dyrlæge har jeg tavshedspligt, og da jeg samtidig er enormt distræt og ikke kan huske hvem der har sagt hvad om hvem hvornår, er sladder mv noget der går henover hoved på mig. Jeg er ikke typen, der har behov for at snakke løs med alt og alle, og jeg nyder faktisk 2 timer alene i bilen på vej til et stævne uden at snakke med nogen – bare mig, mine tanker og alle mine tossede ideer. Mine høretelefoner er en måde for mig at lukke lidt af, så jeg kan fokusere på de ting der er vigtige for mig til et stævne. Det betyder ikke at jeg er sur, arrogant eller utilnærmelig – jeg har bare brug for at svælge lidt i at være introvert.
Ligesom alle andre til et agilitystævne, er jeg der for at løbe med mine egne hunde. Mit fokus er derfor på mine løb og ikke på mit erhverv. Jeg tager ikke til stævnet som dyrlæge, jeg er der som Rikke, der elsker sine hunde og som bare godt kan lide at løbe agility. Weekender er der, for at vi kan lade op, og fokusere på de ting vi også godt kan lide at lave. Fokus kan bare nemt blive forskubbet, når balancen mellem arbejde og privat ikke bliver overholdt. Man mister fokus, performance bliver ikke så godt, som man ved det kunne være. Det leder hurtigt til frustration, skuffelse over egen formåen og ikke mindst følelsen af utilstrækkelighed. Der er jo ingen af os, der stiller op til konkurrence for ikke at præstere vores bedste i forhold til egen målsætning. Det er ikke fordi et stævne handler som resultater primært, men når man gang på gang oplever at fokus bliver flyttet fra egen hund og egne løb, så forsvinder overskuddet - Passionen ebber ud…
Jeg holder meget af det at løbe stævner; pakke bilen, de forventningsfulde hunde og de mennesker, som vi bruger næsten hver weekend med i sommerhalvåret, men jeg er nødt til at være til stævne som Rikke, ikke dyrlæge Rikke. Særligt når jeg får lokket familien med på tur med henblik på et afbræk fra en hektisk hverdag, hvor Tim og jeg først når sofaen kl 21.00 om aftenen. Man behøver ikke at kende mig særlig godt for at vide, at jeg på ingen måde formår at multitaske og jeg hader at gøre ting halvhjertet. Et splittet fokus og en halvhjertet indsats er virkelig drænende, og jeg bryder mig virkelig ikke om at være i den situation.
Jeg vil rigtig gerne hjælpe jer og jeres hunde, men det skal være når jeg er på arbejde - ikke i weekenden, hvor jeg prøver at få genopfyldt min enerigjuicebrik, for at kunne gøre mit bedste for mine patienter, når det bliver mandag igen.. Min hverdag er hektisk og jeg elsker mit arbejde, men der er bare ikke overskud til også lige at gøre erhvervsrelaterede ting i weekenden. I er altid velkomne til at skrive eller ringe for at få tider til jeres hunde (brug endelig min kliniks facebookside), og jeg vil gøre mit bedste for jer i klinikken, hvor mit fokus er 100% på jer og jeres hund.
