Agility, Danmark og facebook
Man skulle tro at en ny dansk verdensmester ville stille agilitynationen tilfreds for en stund, men der gik akkurat 10 dage førend det skulle være større, vildere og bedre.
Jeg kan godt se pointen; det er da for dårligt at verdensmesteren for stor og mellem 2018 ikke også er dansk…
Det er sjældent jeg bliver provokeret af opslag på facebook, men denne på agilitysiden DK triggerede alligevel noget. Jeg håber virkelig at indlægget var skrevet netop for at provokere og ikke bare sædvanlig dansk pladder i bedste “det er også bare for dårligt”-stil.
Lad mig være 100% ærlig at sige, jeg løber agility for min skyld. Ikke for nogen andre. Ikke for at kunne bidrage til store resultater, sætte Danmark på verdenskortet og være en del agility Danmark. At jeg løber agility er af 100% af egoistiske årsager - fordi jeg synes det er sjovt og fordi jeg elsker at træne mine hunde. Jeg har resultater jeg gerne vil opnå, men ikke for nogen andres skyld end min egen. Jeg er jævnt ligeglad med hvad andre opnår af resultater, ud over jeg glæder mig på deres vegne, når det går dem godt, men deres resulater har intet med mig at gøre.
Så hvorfor blive prokoveret? For i så fald har indlægget jo intet med mig at gøre?
Fordi jeg netop synes at indlægget fanger essensen af hvad der lidt er danskerne problem på banerne; alt for stort fokus på resultater. At opnå det helt store resultater som Natasha er et produkt af en forudgående rejse med års forberedelse – hvis det kun er resultatet der er målet hvad er så ideen i det? Det er ofte man oplever folk være kede af det til stævner fordi det ikke er gået som ønsket; de har ikke løbet fejlfrit, deres træningskammerater er op i klasse 2-3 før dem og det hele er bare noget øv… Det er da ikke fedt at tage hjem fra et stævne med den attitude? Skal vi bruge mere af det?
Det jeg synes der mangler er 2 ting: vilje og attitude.
Attutide; hvis ikke det fedeste ved at være til stævne er at være på banen med sin hund, men det potentielle gode resultat, så synes jeg man skal tænkte sig grundigt om, om det nu også er det rigtige man har gang i. Hvis man kun løber banen med sin hund for at opnå resultatet, hvad er så pointen. Forstå mig ret; vi tilmelder jo et stævne fordi vi gerne vil gøre vores bedste, men at bruge dagen på at være trist over resultatet, er godt nok spild af tid.
Vilje: at ville løbe banen så godt som man overhoved kan. At se banen som en opgave der skal løses af min hund og jeg på den bedst mulige måde og hurtigste måde – en vilje til at gøre sit bedste. Viljen er ofte afløst af afmagt som ikke leder til noget produktivt, men brok over banedesign mv. og som så påvirker attituden.
Resultatet er et produkt af ovenstående. Din vilje driver dig til at blive bedre, og din attitude til være objektiv overfor egen formåen. Denne kombination krydret med en god gang ydmyghed, hvad angår egen kunnen, kan skabe grundbund for bedre performance. Så i bund og grund kræver det et ønske fra den enkelte deltager om at blive bedre, lære af sine fejl, træne og styrke samarbejdet med sin hund. Men det opnår du ikke ved at spejle dig i resultater.
Går agility hen og bliver elitært, så er jeg ikke sikker på, at jeg har behov for at løbe stævner. Jeg synes i forvejen at reglerne er alt for restriktive, og jeg synes det er en mærkelig måde at prøve at presse folk. Og i øvrigt presse folk til hvad? Opnå store resultater? Og i så fald for hvis skyld? For pt. kan jeg kun se at de tiltag der er blevet lavet, har ledt til begrænsninger.
Så hvorfor blive provokeret? Fordi det er lidt lige som at få en trekant til at passe ned i et firkantet hul. Jeg har ikke lyst til at være en firkant.