Banedesign vs Skader mv.
En af de ting jeg holder allermest af ved World Agility Open er de store åbne afstande, hvor der særligt til de store hunde er plads nok til at komme banen rundt uden at man føler man skal krølle sin hund sammen og kaste den over springene.
Som dyrlæge og agilityudøver har jeg nok nogle lidt andre briller på når det gælder banedesign og afstande, fordi jeg konstant analyserer hvordan kort afstand mellem spring eller skæve vinkler til spring påvirker hundens tilgang og dermed dens fysik. Ofte sidder jeg og krøller tæer over passager på en bane, hvor hundens linje pga. vinkler på spring og små afstande, øger kropsbelastningen maksimalt. Passagerne har ofte kunne gøres sundere for hunden, men ikke mindre handlingsmæssigt udfordrende ved enten af ændre lidt på vinklingen af et spring eller øge afstanden mellem forhindringerne.
Med de sundhedsfaglige biller på ser jeg virkelig tiltagene med øgede afstande og gerne maks afstande mellem forhindringer som et stort plus. Store afstanden og den for nogle hunde øgede hastighed får ofte ry for at være farlig og risiko faktor for skader. Hvis jeg kigger statistikken fra min praksis igennem er der ikke evidens for en øget rate af skader forbundet med store afstande mellem forhindringer og dermed potentielt øget fart – tvært imod.
Hvis man kigger nærmere på hvorfor sportsskader opstår står ”hunden løb for hurtigt” ikke på listen. Til gengæld er en af de helt store topspillere er banedesign. Så der påhviler vores dommere noget af et ansvar i forhold til at vores hunde kan holde til sporten. Det er sket mere end en gang at jeg har trukket mine hunde fra løb, fordi designet har været meget uhensigtsmæssigt i forhold til sikkerhed.
En meget populær ting er de skjulte tunnelindgange hvor hunden f.eks. kommer bag fra tunnel og skal dreje 180 grader ind i en tunnel – se der kan vi snakke kropsbelastning og et design som jeg allerhelst så forsvandt fra jordens overflade. Det er efterhånden ikke småting af skader jeg har set i den forbindelse.
En anden bidragende årsag til skader er forhindringers udformning (gummibelægning på feltforhindringer, skridsikre tunneller mv.) Det er jo gudskelov til område, som er blevet optimeret kraftigt de seneste år, og som stadig udvikles. Det er ikke for jeg synes at alt skal være pakket ind i bobleplast, men vi er jo vores hundes advokater, og kan vi gøre udformningen af vores forhindringer mere sikker, så er det bare fuld fart fremad.
Det er jo ikke kun bane design, der resulterer i skader mv. vi har som handlere også et stort ansvar. Det påhviler os at træne vores hunde i at blive tekniske dygtige og ikke mindst sørge for de er i god fysisk form. Jeg ser ofte at hundens tekniske færdigheder halter bagud, fordi handleren har mere fokus på at komme igennem baner, end at træne det lidt mere ”kedelige” som teknik. Kombinationen af en hund med dårlig tekniske færdigheder og uhensigtsmæssigt bane design er ikke en særlig god kombination. Men at sætte øget fart lig med øget mængde af skader, er der ingen evidens for. Faktisk er belastningen på hunden mindre ved store afstande mellem forhindringerne, fordi hunden har mulighed for at tage en længere og blødere springbue som bl.a. gør belastningen på skuldrene mindre i landingen.
For godt en måned siden var jeg til stævne i KAF hvor den hollandske dommer Mark Fonteijn skulle dømme. For første gang i lang tid, var banerne designet på en måde, hvor afstande, flow og sværhedsgrad harmonerede maks – man havde faktisk lyst til at gå ind løse banen og gøre sit bedste. Det var dejligt inspirerende. I starten af marts deltog jeg i udtagelsen til WAO 2019, hvor dommeren havde ”lånt” en af Marks baner. Der var bare den forskel på opsætningen at Marks bane ikke var tiltænkt til trange dimensioner af en ridehal. Pga. de ændrede afstande, som blev langt mindre end på tegning, og mange af hundens linjer blev skæve, røg alt flow og fart, og det blev faktisk langt mere fysisk krævende for hundene at komme banen igennem.
Ja, der er som oftest langt større afstande mellem forhindringerne hvis man tager til f.eks. Sverige, hvilket også er en af årsagerne til at jeg hellere vil køre til Sverige for deltage i stævner end at løbe i DK, alt efter hvem der er dommer. Det, og så det faktum at folk kan lade mig være i Sverige. Jeg bliver ikke spurgt om diverse dyrlægeting, fordi de ikke ved hvad jeg laver til dagligt ;)
Jeg vælger ofte stævner fra eller til alt efter hvem der skal dømme. Det har ikke noget at gøre med om ”min hund har en bedre chance” men mere om det design dommeren plejer at lave, er noget jeg at lyst til at lade min hund løbe. Hvis ikke, så lader jeg bare være med at tilmelde. Og det her har intet at gøre med at pege fingre af dommere, men et aktivt valg fra min side. Det værende sagt, så har udøvere og dommere jo hver især et ansvar – handlerne skal træne deres hunde godt nok, så tekniske færdigheder og handling går op i en højere enhed. Dommerne bør bygge baner der er sikkerhedsmæssigt forsvarlige, og lige som vi som trænere/handlere konstant skal optimere vores handling og dygtiggøre os for at kunne være med i gamet, er det rart hvis dommeren gør det samme og lader sig inspirere.
Vi kan aldrig gardere os mod akut opståede skader, som en hund der skrider i et afsæt eller træder forkert på balancen, men vi kan forebygge meget. Det kræver at dommer og udøvere lytter til hinanden og er hver i sær er villige til at udvikle sporten.