WAO og hverdag
Det er altid så mærkeligt de første dage efter man er kommet hjem fra et mesterskab.
Man har lige været en del af noget stort, et fællesskab, haft et sammenhold med nogle fantastiske mennesker, som man ikke ser til hverdag, oplevet og præsteret flot agility og pludselig så er det hverdag igen. En hverdag i det virkelige liv, hvor det at du lige har deltaget på landsholdet og være en brøkdel fra en podieplads ikke betyder noget som helst for andre.
Det tager altid nogle dage at få fordøjet alle indtrykkene. Man er nærmest i en hel lille lukket verden, når man er afsted, og det er som om at alt andet står stille imens. Jeg kan godt lide den bobel.
Nu var det 5. gang jeg deltog i WAO og jeg må indrømme at selvom man er på “ferie” så er det nogle hårde dage; tidlig op og sent i seng – men det er det hele værd. Jo flere gange man får deltaget jo mere rutine bliver det også. Jeg plejer at tage afsted med sommerfugle i maven og holdtræningen om torsdagen plejer at give kriller, men i år var jeg lige ved at tro at sommerfuglene ville udeblive. De ukontruktive af dem blev heldigvis væk, men ønsket om at præstere sit bedste iført de rød/hvide farver var der. Det hæng måske sammen med at mine forventninger til vores præstation var minimale og på ingen måde resultatorienterede. Vores udgangspunkt var måske heller ikke optimalt: jeg er halvvejs i min graviditet og Sol havde ikke trænet siden udtagelsen i marts. Først pga. den knækkede klo og efterfølgende en heftigt forstuvet tå, som krævede 6 ugers ro og massiv laserbehandlig. Jeg tænkte, at med en 6-årig hund, så måtte det bare køre på rutinen – og det gjorde det. Jeg er så imponeret over hvordan Sol takler de store mesterskaber; hun opfører sig fuldstændig som var det til træning hjemme i hallen og gør sit ypperste for ikke at sætte en pote forkert. Udover det præstationsmæssige så forsøger hun at hilse på samtlige hunde hun møder på vejen (helst sheltier) og hun kunne ikke tage et ophold på hotel mere afslappet.
Det blev ikke til en podieplads i år, men det var tæt på i bonus speedstakes. Jeg er virkelig tilfreds med vores løb. Der er altid plads til forbedring, men hvorfor tage hele vejen til Holland, hvis det ikke er for at forsøge at gøre sit bedste og være glad for sine løb?
Holdet og team lederne bidrog virkelig til en fantastisk stemning og opbakning, der var grin og skulderklap selvom man eventuelt bummede - tak for jer! Tak til Julie for small talk om alt mellem himmel og jord frem til starterne – samt for en mega cool attitude, da jeg kom ud fra banen, og det første jeg sagde var “jeg skal bare brække mig!” (prøv at løbe en 232m lang bane på ridebund i gravid tilstand…). Det var sidste år med Julie og Hedvig som team leads og der skal lyde en stor tak for jeres arbejde herfra!
Om vi så kommer med i 2020 må tiden vise – baby skal jo ud på et tidspunkt, og det kan falde sammen med udtagelsen. Man kan altid forsøge at søge om wildcard endnu en gang – det er jo gået fint de 2 andre gange.
