A Truthful Tale: Part 5

Så nåede vi frem til min 6. hund og frem til dem som endnu er i live.

IMG_0145

Jeg skulle faktisk ikke have Zap. Jeg havde lige mistet Jazz, og var på ingen måde klar til en ny hvalp. Jeg havde desuden stadig Cosmo og jeg var ikke sikker på at det ville være fornuftigt at lade endnu en hvalp vokse op i hans selvskab.

Men man har et standpunkt til man tager et nyt. Et par uger inden Jazz blev aflivet, havde Jazz´ mor fået et kuld hvalpe med Jenny Damms Elvis. Elvis har jeg altid været stor fan af. primært hans intensistet, kropsbygning og måde at bevæge sig tiltalte mig. Under et weekendkursus overnattede jeg hos opdrætteren – hvalpene var ca 4 uger og en lille trefarvet hanhvalp blev ved med at kravle op til mig og falde i søvn hos mig. Det var jo meant to be.

I april 2009 flyttede Zap ind. Zaps bror, Bob, flyttede hjem til mine forældre. Det var jo fantastisk at have en bror lige i nærheden. Det hjalp lidt på min angst i forhold til at gør noget forkert med socialiseringen – så havde han da en han kunne lege med. Vi boede stadig i lejligheden i Valby, og jeg måtte tvinge mig selv til at lade Zap hilse på de søde familiehunde i området. Tanken om at en dårlig oplevelse potentielt kunne ødelægge min hvalp for livet sad hele tiden i mig. Det gik så hverken værre eller bedre end at Zap blev overfaldet af en Schæfer der bed ham i låret ruskede ham grundigt. Det hele gik så hurtigt at lille Zap på 10 uger ikke nåede at registrere, hvad der var sket og han kunne afledes med en håndfuld godbidder. Hunden havde ikke taget skade hverken mentalt eller fysisk, men det hjalp ikke just på min fobi.

IMG_3217

Zap var en drøm af en hvalp. Nuttet, ødelagde intet, nem at have med rundt. Han var med til forelæsninger i flere måneder, hvor han sov under stolene, mens der blev forelæst og blev klappet massivt i pauserne. Det er det gode ved at være dyrlægestuderende- der er altid en eller anden, der vil nusse din hvalp. Det var virkelig vigtigt for mig, oven på Jazz og Cosmo, at Zap fik et godt forhold til mennesker og hunde. Han lærte derfor heller ikke at man ikke må hoppe op ad folk, for det var vigtigere for mig med en hund, der elskede mennesker, end det var at lære den gode manerer. Zap var faktisk med så ofte at en medstuderende spurgte, om han ikke snart skulle lære at være alene hjemme.

IMG_3440

Zap blev konstant forvekslet med en Berner Sennen hvalp, og folk kiggede på mig som om jeg havde købt katten i sækken, når jeg forklarede dem at det var en border collie. Border Collierne er jo sort/hvide.

Til hvalpetræning var vi i det bedste hænder -  hos en instruktør der havde været vidne til de problemer, jeg havde haft med både Jazz og Cosmo. Hvalpetræningen var det eneste vi fik trænet, for jeg havde ingen planer med Zap andet end at det skulle være sjovt at have hund igen. Da Zap var 3½ mdr blev Cosmo aflivet. Han havde bidt en af Zaps legekammerater, som havde forvildet sig ind i vores telt, desværre lige som jeg havde løbet med Cosmo og skulle have ham ind i buret. Hverken hvalpens ejer eller jeg opdagede det, førend Cosmo havde fat i den. Den slap nådigt med en knækket hjørnetand – gudskelov. Dagen efter blev til et farvel til Cosmo. Jeg følte at en virkelig stor byrde var blevet løftet fra mine skuldre, men jeg følte mig også lidt skyldig over at være lettet over at være fri for altid at skulle passe på og være bange.

24131348_10155679270180837_8014517140464211306_n

Zap havde en yderst ukompliceret opvækst, og var virkelig en nem hund. Der var bare lidt med fysikken som drillede; Zap var meget lang og ledløs og fra 8 mdr til godt 20 mdr var han hypermobil. Det var svært for Zap at koordineret den ledløse krop, og ofte tabte han bagparten, når han løb og skulle dreje. I en lang periode troede jeg ikke slet ikke på, at Zap ville kunne løbe agility. Vi brugte vores tid på tricks og rehab. Der blev også skruet op for foderet og skiftet mærke (eller mærker eftersom jeg skifter mellem 4-5 forskellige slags foder), samt suppleret med alverdens tilskud til led og muskler. Faktisk skulle Zap bruge over dobbelt så stor mængde foder end angivet på pakken. Langsomt begyndte rehab træningen at have en effekt, og Zap begyndte at få styr på sine bevægelse og koordinere for og bagpart fornuftigt.

Da Zap var 8 måneder flyttede Poncho ind. Poncho blev adopteret i en alder af 2½ år (mere om ham næste gang). Selvom de to havde meget glæde af hinanden, så var der perioder hvor Zap syntes Poncho var mere end almindelig meget i vejen. Det var og er særligt i forbindelse med at Zap har ondt et sted. Poncho ligger gerne midt i det hele f.eks. i døråbning, så man kan følge med, men Zap skal have plads og føler det meget trængt. I de perioder hvor Zap havde ondt under sin opvækst resulterede det i at Poncho fik et ordentlig snap af Zap. Ikke en slåkamp eller angreb, men der er bare situationer, hvor der ikke er plads nok til en lille autist med ondt i benene. Jeg er sikker på, at hvis Zap skulle vælge, så var han alenehund. Han synes faktisk også at Seven er lidt adr…

28827052_10155940456985837_3702585915149879849_o

Zap er heller ikke den store nussehund. Ligger han i sofaen og du rører ved ham, så går han. En gang imellem opsøger han selv lidt nus, men det er yderst sjældent. Tilbyder du ham træning, så er han der med det samme.
Zaps milde form for berøringsfobi kommer også lidt til udtryk med andre hunde. Der er ikke noget værre for ham end en tyk labrador “der bare vil hilse”. Hvis han vil have noget til at gå væk, dejer han hoved modsatte vej, og han kan blive noget så frustreret hvis det eller den stadig er der når han kigger tilbage igen. Sådan sad Zap med hoved ud gennem lågen i fangefolden første og eneste gang han var på får. Zap har én gang være oppe at slå med en anden hund, en zobel hanhund, og siden den dag han ikke fordrage hunde i zobel/orange farver.

I den periode hvor Zap ikke lavede så meget fysisk udover rehab og gå ture i skoven, udviklede han nogle aparte træk. Han begyndte at hyrde på nedfaldsæbler og jagte fiktive fugle. Begge dele gør han stadig den dag i dag, og han kan godt bruge en god halv time om morgenen på løbe i haven efter fugle som måske er der. Hvis en hund kan være autist, så er jeg sikker på at Zap hælder til den side. I en lang periode kaldte jeg ham for Lille Eigilmus, men efterhånden som jeg fandt mere og mere ud af hvordan han skulle trænes og håndteres, faldt det navn mere og mere i baggrunden.

16938647_10154834148210837_3262324650269251202_n

I løbet af vinteren 2010/2011 begyndte Zap at fungere så godt, at vi kunne gå i gang med agilityindlæringen. Der var bare lige den udfordring, at ikke er særlig glad for at have legetøj i munden. Det kan kun være små wubba eller en helt speciel Kong bold, som er yderst uhandig i træningssammenhæng. Tilgengæld er Zap vældig madmotiveret, så selvom jeg sværger til legetøjsbelønning, måtte jeg tilpasse mig Zap og belønne med godbidder. Man finder hurtigt godbidder, som er nemme at se, når de bliver kastet. Zap var en stjerne til wraps, og collectede helt naturligt. De wraps, som havde være en udfordring med Cosmo, kom helt naturligt for Zap.

Da slalommen skulle indlæres fik vi dog lidt udfordringer. Jeg er ikke særlig god til at kaste ting, og under en træningssession kom jeg til at ramme Zap i hoved med legetøjet, da jeg ville kaste det som belønning. Det opfattede Zap som den vildste straf, og da jeg ville sende han til slalommen igen, løb han langsomt derhen og lagde sig ned mellem de først 2 pinde og så ud som om han havde fået tæsk. Efter den episode holdt vi et par ugers pause fra slalomtræningen.

18010368_10155015728015837_1367854129551255789_n

Efter hånden som træningen skred frem, udviklede min lille bløde hund sig til et lille fartmonster. Det kunne nærmest ikke gå hurtigt nok. Zap tændte enormt på at løbe, hvilket skulle vise sig at blive lidt af en udfordring. Da vi i 2011 begyndte til de første stævner gik det superfint i starten, men løbemonsteret kom også med til stævner og i 1½ år kæmpede jeg med en slalomfejl, som kun kom til stævner og som jeg ikke kunne genskabe til træning. Zap poppede konsekvent ud af næste sidste port i slalommen og løb videre til næste forhindring. Jeg kunne stå på sidelinjen og træne slalom uden problemer, men lige så snart vi var på banen, poppede han ud. Det var først da jeg forhindrede ham i at belønne sig selv, ved at dække ham af og belønne ham for at stoppe, at vi fik løst problemet. Han blev så bevidst om det, at han spontant dækkede, hvis han løb ud af slalommen til stævner.

Selvom vejen derhen ikke har været nem, så lykkedes at få en superfin agilityhund ud af Zap. Han har deltaget i WAO både som wildcard og som en del af landsholdet, deltage i finalen til Norwegian Open og han er også den første af mine hunde, der er blevet agility og spring champion.

18489851_10155084880575837_5986950845228606335_o

I februar 2020 bliver Zap 11 år. Han er i dag pensioneret fra agility. Han har lidt gigtforandringer i poterne, der begynder at være lidt med synet, men han er stadig lige så glad for at træne, som han altid har været og kan ikke helt, forstå hvorfor han ikke skal træne så meget som Sol og Seven.

Zap er lidt ligesom Werhters Echte – noget ganske særlig. Min helt egen lille særlige autist.

IMG_4096