God hundetræner vs. god hund
Tanker om avl og træning som udspringer af, at jeg fik af vide at Mini Aussien ikke kunne klare særlig mange repetitioner i træning og at den ikke kunne klare store mesterskaber. Alt sammen noget som jeg slet ikke kan genkende.
Ingen tvivl om at der er temperamentsforskelle inden for samme race og også inden for sammen kuld. Folk vil ofte gerne have en hund der kan blive ved og ved med at træne og som kan holde til at repetere og lave mange gentagelse af samme øvelse. Jeg har både set high drive hunde miste deres drive og entusiasme pga. dårlig forståelse for træning hos hundeejeren og jeg har set “sløve” hunde udvikle massivt drive pga. korrekt træning og en dygtig hundeejer. Så når en hund ikke performer på det plan som hundeejeren ønsker det, ligger problemet alt for ofte hos den tobenede del af teamet.
90% træning
Alt det du ser en hund udføre på banen eller i ringen er 90% træning. En hvalp bliver ikke født, som en kommende verdensmester eller sofahund. Hvalpen er ikke en færdigpakke, som nemt og bekvemt tilpasser sig din træning og indordner sig under dine behov. Alt for mange tror, at den helt rigtige hvalp er lykken og at valget af hvalp er alt afgørende for at opnå resultater. Ingen tvivl om at nogle individere gør rejsen mod en verdensmesterskabstitel nemmere end andre, men om du når målet er et spørgsmål om hvor god en hundetræner, du er. Jeg har flere gange end jeg kan tælle set hunde med stort potentiale blive tabt, fordi ejeren ikke formåede, at sætte sig ind i hundens behov. Nogle gange er vejen til målet ikke helt lige til. Bare se på min Zap – A Truthful Tal Part 5. Ofte må man tilsidesætte egne ønsker her og nu, for at bygge hunden op til det, man gerne vil have. Alt for mange er så fokuserede på træningen af deres nye agilitystjerne, at de ikke ser hvilken effekt træningen har på hunden. Måske har den hund ikke behov for agilitytræning her og nu, men behov for at lære at være i sin krop, og takle hunde, mennesker og stress fornuft, inden den kan begynde på agility. Dem der gentagende gange når langt med flere forskellige hunde, er dem der formår at tilpasse sig hundens behov.
Behov for mange gentagelser = forkert træning
Jeg plejer at sige, at hvis du har behov for at træne meget og med mange gentagelse, så træner du forkert. Vores hunde er ikke dumme, og kan med korrekt tilrettelagt træning, opnå resultater hurtigt. Men hvis vi sjusker med træningen, ikke gennemtænker og lægger en plan før vi går i gang med træne, ja, så kommer der til at skulle bruges mange repetitioner. Ikke fordi hunden er fatsvag, men fordi du er sjusket med dine kriterier. Jeg synes faktisk, det er lidt unfair at lable en hund eller race som repetitionssvag, fordi man ikke selv formår at tilrettelægge sin træning korrekt efter hunden. Men det er altid nemmere at give hunden eller racen skylden, end at indrømme man selv har nogle short comings som hundetræner. Men hunden er et produkt af din træning. Når man har 2 små børn og 4 hunde, så lærer man at være effektiv med sin træning. Du har måske 2 minutter hist og her uden afbrydelser, som kan udnyttes til fulde og stadig give fremgang i træningen. Du kan nå 80% af vejen med 20% efford, og det er nok til at opnå diverse championater.
Det jeg siger allermest, når jeg underviser er “BELØN DIN HUND”. Belønning er det der afgører om hunden har udført noget rigtigt eller forkert. Hvis du så samtidig ønsker entusiame og glæde hos hunden, skal der noget mere til end en snoldet tør godbid. Folks mentale indstilling er ofte det, der kan dræbe motivation og drive hos selv den mest motiverede hund. Det nytter ikke noget at være passiv og bare give hunden en godbid for at opfylde kriteriet. Du er nødt til selv at være entusiastisk og ønsker du farten, må du opbygge situationen, forventning og sindsstemningen til at underbygge dit kriterie.
Målrettet avl
Når nu vi sætter store krav til vores hundens formåen både fysisk og mental, er det mig en gåde hvorfor man avler videre på individer, som ikke besider kvaliteter, der er værd at give videre til hvalpene. Vi ved at bygning og sundhed kan have en begrænsende faktor på performance, og udover sundhedsresultater er mange også begyndt at efterspørge bygningsvurdering i forb med placering af hvalpe – hvilket er skønt! Men selv om sundhedsresultater er gode, så er det ikke ens betydende med at hundens bygning er funktionel eller optimal til avl. Det samme gælder temperament. Vi har ikke nogen undskyldning for at avle videre på suboptimale individer. Jeg ved man bliver beæret, når man bliver spurgt om ens han eller tæve skal have hvalpe, for det da virkelig smigrende, at nogle finde ens hund god nok til avl. Men vi er også nødt til at være ærlige. Vi elsker alle vores hunde, men når man vælger at avle påhviler der en et ekstra stort ansvar. Du har nemlig indflydelse på hvikle kvaliteter gode som dårlig, der bliver ført videre. Det mindste man kan spørge sig selv om er, om de kvaliteter ens egen hund besider, er noget man ønsker at udsætte fremtidige hvalpekøbere for. Som hanhundeejer bliver man måske så smigret over at ens hanhund er blevet efterspurgt, at man glemmer at oplyse om at hunden faktisk er udfarende på gåturen (eller undskylder det med at den er blevet overfaldet), og ikke tolererer fremmede i hjemmet, samtidig med at den har kontaktallergi på poterne. Det er måske noget man selv har lært at leve med, men er det virkelig det, man ønsker at sende ud i verden? Er det fair at hvalpekøberne potentielt skal bøvle med reaktive allergikere? Særligt når det de ønskede sig, var en ny bedste ven og træningsmakker – ikke en tikkende bombe med kløende poter, som kun fungerer den time om ugen, hvor den løber agility.
Livet er for kort til dårligt temperament – her taler jeg af erfaring. Vi har den viden der skal til for at avle gode sunde trænbare individer, som mentalt og fysisk kan performe på højt plan, men det kræver man tilsidesætter sine følelser og er objektiv om sin bedste ven.
