Jeg tager lige en pause
… eller rettere jeg fortsætter med at holde pause fra stævner særligt internationalt.
Jeg har ikke været til stævne siden juni 2019, da jeg begyndte at få bækkenløsning. Jeg skænkede det ikke rigtig en tanke at komme igang med stævner igen, indtil det gik op for mig, hvor meget jeg nød ikke at stå tidligt op og farte rundt i weekender, men bare nyde kvalitetstid sammen med familien.
Der er flere ting der spiller ind – ikke kun det at kunne sove længe. Dels er der det evigt tilbage vendende problem, at jeg qua mit erhverv ufrivilligt er på “arbejde” når jeg er til stævne – det er så dejlig praktisk lige at spørge mig om man skal tage til dyrlægen med sin hund, når jeg nu alligevel lige er der. Men jeg har virkelig behov for bare at være mig, og ikke tage den professionelle hat på når jeg har fri. Jeg gider ikke skulle bruge min weekend på at sige nej eller føle mig trådt over tæerne, når folk ikke kan sige “tak for hjælpen”.
Seven er den 11. hund jeg har trænet i agility, og allerede da hun begyndte agilitytræningen, havde jeg følelsen af at gentage det samme, som jeg har gjort siden jeg var 12 år gammel. Det var ikke rigtig spændende og nyt, det var bare en gentagelse af indlæring for 11. gang. Det blev lidt enerverende og det tog mig længere tid at lære hende tingene, fordi jeg faktisk havde svært ved at motivere mig selv. Tiden til at træne er ikke helt den samme som før børn. Jeg gider f.eks. ikke tage til stævne for bare at blive bekræftet i, at jeg ikke har fået trænet. Det er dyrt og spild af tid. Så hellere træne i hallen og nyde tiden og samværet med hundene uden at væk fra familien en hel weekend.
Siden jeg startede med agility i 1996 har det at få en championtitel været noget af det vildeste, man kunne opnå – så kunne man ikke rigtig nå længere i dk ud over selvf. at blive danmarksmester. Zap er den første af mine hunde, der opnåede en championtitel, og for det ikke skal være løgn, så fik han begge championater i hus på samme dag. Det var vildt, stort og samtidig enormt fladt. Ikke fordi jeg havde forventet konfettikanoner eller heppekor med pomponer, men det efterlod bare følelsen af “var det det?”. Var det virkelig det jeg havde løbet stævner for at opnå? Jeg blev ikke et bedre menneske af at opnå det resultat og hunden var mere end ligeglad. Følelsen af samspil og forståelse som kommer med at have løbet en bane til UG er så meget mere værd end diverse rosetter og glasdimser. Den følelse behøver jeg ikke jagte land og rige rundt for at få – den kan jeg få ved at gå over i min hal og træne. For det er ikke slut med agility – det vil altid være min sport.
Fun Fact: Jeg bryder mig faktisk ikke om præmieroverrækkelser, og forsvinder ofte med fuldt overlæg, når jeg ved, jeg vil blive kaldt op.
Desuden har jeg et stort behov for at være sammen med mine yndlingsmennesker. De 3 som betyder allermest i verden – dem der vækker en om natten og som er kropumulige omkring kl 17.00 (mest pigerne, ikke så meget Tim 
)
Jeg har fartet rundt til stævner i DK i godt 20 år og i de seneste 10 også internationelt. Det har været sjovt, jeg har lært en masse, men ikke mere – ikke nu. Det er lidt mærkeligt, for det har været så stor en del af mit liv, og jeg tager nok et par stævner hist og her som f.eks. stævnet i Hvalsø, som kun er 15 min hjemmefra, men jagten på oprykninger, DMkval, landholdspoint mv er slut for nu. Lidt vemodigt er det, for det er ture som det at deltage i WAO der skaber minder og venner – Jeg synes stadig de store mesterskaber er fantastiske at deltage i og virkelig få testet ens samarbejde med hunden, men hver ting til sin tid. Måske en dag lysten melder sig igen, når der ikke er små mennesker, der brug for mig i samme omfang som nu.
