A Truthful Tale – Part 6
I anledning af Ponchos 13 års fødselsdag kommer her beretningen om ham.
Poncho har vi ikke haft helt fra hvalp. Han er en omplaceringshund, som vi fik da han var 2½ år gammel, men jeg så ham første gang da han var 8 uger gammel. Sjældent har jeg set en så nuttet trefarvet hvalp. Ponchos tidligere ejer gik til træning på mit hvalpehold, så jeg har fulgt ham lige fra starten. Desuden er han efter en hanhund, som jeg var ret pjattet med: en engelsk import, Choko.
Poncho er en meget entusiatisk hund, og det kom allerede til udtryk for fuld skrald, da han var omkring 6 mdr og vi havde rykket træningen indendørs i ridehal. Jeg havde hvalpetholdet i den ene ende af hallen samtidig med der var agility i den anden ende. Ponchos daværende ejer brugte stort set hele træningstimen på at komme ind i hallen og på at få Poncho til at forholde sig nogenlunde roligt. Ingen tvivl om at Poncho og agility var love at first sight.
I september 2009, da Zap var 7 mdr, flyttede Poncho hjem til os. Jeg studerende og vi boede stadig på 48 kvm i en lejlighed i Valby. Der var noget meget trygt og beroligende ved at få en hund der var 2 år gammel, for jeg kunne jo se hvad han var for en hund. Det var ikke noget gamble, som det nogle gange kan være med hundehvalpe. Desuden var det skønt at få en voksen hund, som jeg kunne gå i gang med agilitytræningen med. Zap var jo stadig bare en hvalp, og jeg havde ikke løbet agility siden Cosmo blev aflivet i juni samme år, så det var dejligt at komme i gang igen. Poncho kunne næsten alle forhindringerne. Han manglede bare at lære slalommen og så besluttede jeg mig for at træne hans stopfelter om til løb.
Hvis det ikke havde været fordi jeg vidste at Poncho havde haft en super opvækst og jeg havde fulgt hans træning, er jeg ikke sikker på, jeg ville have taget en “genbrugshund”. Det havde jeg i hvert fald ikke gjort den dag i dag. Ikke desto mindre forsøgte en anden genbrugshund at liste sig ind i vores hjem et års tid senere, men det er en helt anden fortælling.
Det tog noget tid at få lært Poncho løbefelter. Men da de begyndte at virke, blev rigtig sjovt at løbe agility. Det var dog ikke sådan, at han kunne alt med drej og sådan noget, for så udviklet var løbefelter ikke i for 10 år siden, men var der en tunnel lige fremme og kunne jeg være på siden af ham eller foran ham, så havde han de flotteste bagbenshits.
Poncho er lidt af en sportsfanatiker, og han ville meget gerne kommentere højlydt, når andre løb agility. Vi nåede frem et kompromis –han fik lov til at kigge agility med et torv i munden, så længe han ikke sagde noget. Den dag i dag er jeg stadig lidt i tvivl om, om han bedst kunne lide at kigge sport eller løbe agility. Hvis han ellers havde fået lov, ville han have brugt en hel stævne dag på at kigge agility. Nogle gange var det lidt svært for ham ikke at heppe, men det var mest når der var langsomme hunde på banen.
Poncho var ikke den nemmeste hund at løbe med; high drive, kombineret med sensitiv overfor handling. Jeg kunne ikke stikke af fra ham, uden at det resulterede i nedrivninger, og jeg skulle helst kigge på ham hele banen rundt. Blind cross medmindre det var ud af en tunnel eller slalom var totalt no go. Han springstil var desuden ikke optimal, og var præget af at hans bagbens vinkling på højre bagben var skæv (kohase). Hvis vi skulle løbe om morgenen til stævner i dugvådt græs, skal jeg være meget forsigtig, for Poncho tilpassede sig ikke til underlaget. Der var et mål for ham, og det var at det skulle gå stærkt. Det var langt fra altid vi kom fejlfrit igennem banen, men det var som oftest med den hurtigste bane tid, men for det meste lå der en springpind på jorden, når vi kom i mål. Som en hver anden highdrive hund, har Poncho altid haft den vildest tunnelfetish. At kalde ham væk fra en tunnel var held. Han har præsteret at sikke af fra mig på en bane, for at tage 4 tunneller i træk. Han har dog altid haft en evne til at levere fejlfrie løb på de rigtige tidspunkter. Som til WAO 2013 da han leverede 2 fejlfrie løb i biatlon mesterskabet. Fejlfrie løb med Poncho var dem der gav et helt sug i maven, hvor man ikke når at tænke undervejs og kommer i mål med armene overhoved, men man kan faktisk ikke rigtig huske løbet, men følelsen af samarbejde overskygger det hele.
Poncho er den slags hunde, der lærer en at ikke alt kan og skal passe ned i en helt rigtige kasse, og at man må tilpasse sig hundens behov. F.eks. foretrækker jeg at have god kontakt til min hund frem til start. Så jeg kan bedst lide at lege eller lave tricks, mens vi venter på vores tur. Det gør, at jeg føler vi har god kontakt. Det passede på ingen måde Poncho. Han ville kigge sport med et torv i munden. Det stressede ham enormt, hvis jeg prøvede at presse mine præferancer ned over hoved på ham. Så efter opvarmning fik han lov til at heppe på de andre med sit torv, indtil det blev vores tur. Poncho er desuden lidt ligeglad med hvem han løber med så længe, der er en der løbe med ham.
Man kan selvfølgelig ikke få en genbrugshund uden lig i lasten – dog er den bagage Poncho kom med hverken hans eller hans tidliger ejers skyld. Poncho var desværre blevet overfaldet nogle gange som unghund. Han er den yderst fornuftige type, der smider sig ned, hvis nogen efter ham, men det satte dog lidt præg på hans hilseadfærd. Selv den dag i dag nedstirrer Poncho andre hunde, indtil de er tæt nok på til at man kan hilse på dem – så hilser han pænt og går videre. Jeg tænker han er nået frem til det er nemmere at true de andre hunde lidt – helst indtil de viser dæmmende signaler. Det er selvfølgelig ikke noget han får lov til, så han bliver stoppet og afledt.
Ponchos OCD adfærd er at kigge på refleksioner fra glas eller mobiltelefoner i solskinnet. Da han var yngre kunne man ikke tage sin telefon frem, når solen skinnede, uden han begyndte at leder efter refleksioner. Det er dog gået over i takt med han syn er blevet dårligere (aldersbetinget sclerosering). Det kunne blive en hel besættelse for ham; bare at sidde og kigge på en væg med en refleksion og logre og dutte til refleksionen med snuden – eller nogle gange banke snuden hårdt ind i væggen hvis man blev lidt for entusiastisk…
Poncho har givet oplevelser af den helt store slags; den første hund jeg var på landsholdet med, den første (og eneste pt.) til at opnå placering til et verdensmesterskab, den første til at få WAO wildcard,den første til at vinde certerfikater osv. Men det bedste ved ham er, hvordan han er her hjemme. Nemmeste hund i verden – det er ikke for sjov jeg kalder ham verdens bedste Poncho. Han opdrager hvalpene, putter med dem, leger forsigtig med dem. Han er altid lige ved siden af en og han gør sjældent noget forkert. Det er også derfor det både er skønt, men også lidt svært at han blive 13 år i dag, for jeg har ikke lyst til at tænke på, at han en dag ikke er her mere. Ikke fordi han synger på sidste vers, slet ikke, men hans aktive liv er da begyndt at sætte sit præg. Jeg havde faktisk ikke forventet at en hund, der aldrig har passet på sig selv, ville være i så fin form som 13 årig. Han har lidt gigt forandringer i den ene albue, styrken i bagparten er ikke hvad den har været, og hans hjertet holder ikke helt til heftig aktivitet (den ene hjerteklap slutter ikke helt tæt, hvilket på sigt giver overbelastninger i hjertet), men han har ikke brug for smertestillende og går stadig med på 5km ture.
Jeg håber i den grad at han kommer til at fejre mange flere fødselsdage – men indtil videre; Stort tillykke med de 13 år til verdens bedste Poncho.
