Lidt om hvordan hvalpene kom til verden
Fødslen af Sol og Astons hvalpe var jo ikke helt det drømme scenarie, jeg havde håbet på, men selvom det blev et kejsersnit, var det noget mere udramatisk end det lyder – heldigvis
Vi vågnede fredag morgen til et temperaturfald, så et sted mellem kl 23.00 onsdag og 7.00 torsdag er temperaturen faldet. Opblokningen startede som den skulle; rastløs, halsen, redebygning. Jeg tænkte at de hvalpe tidligst ville komme ud midt på natten, så jeg var forberedt på en søvnløs nat. Tim gik i seng og jeg tog en madras og Sol med ind i hvalperummet. Da klokken nærmer sig 3 fredag morgen og der stadig ikke er sket noget og Sol virker særdeles rolig – hun sov indda af og til, begyndte tanken at melde sig om at de nok ikke kom ud den rigtige vej. Temperaturen var stadig lav, men jeg kunne ikke mærke nogen livmodersammentrækninger. Jeg ultralydsscanner hende og finder nedsat hjerterytme hos de 2 hvalpe der ligger først til fødsel.
Eftersom jeg ikke selv laver operationer og havde brug for en anden dyrlægs syn på situationen, fik jeg ringet og vækket vagthavende dyrlæge på Ølby kl 4.00. Vi bliver enige om at se tiden lidt an. kl 5.30 er der stadig ikke nogen optakter til fødsel, så jeg scanner igen, og finder hjerterymten lavere end tidligere. Så fat i vagtdyrlægen – vi mødes på ølby dyrehospital 30 min senere. En kontrolscanning viser at hjerterytmen hos en af hvalpene er 120 og den skulle gerne ligge på godt 200.
Jeg havde valget mellem at håbe på fødslen forløb naturligt, velvidende at jeg kunne miste en eller flere hvalpe under vejs, eller pille dem ud og med større sandsynlighed rede dem alle. Jeg valgte det sidste - jeg har ikke ventet så lang tid på disse hvalpe, for så at miste nogle. Jeg var med til kejsersnittet - godt træt og lidt bekymret. Jeg assiterede ikke med andet end at bære hvalpene fra dyrlægen til sygeplejersken, som fik liv i dem alle sammen med lethed. Pudsigt nok så lå alle merle hvalpene i samme horn, og de ens farvede i det andet. Sol vågnede hurtigt af narkosen, og har virkelig taget så fint i mod dem. De blev lagt til mens vi var på klinikken, og efter de alle havde fået lidt at drikke, kørte vi hjem.
Det er helt vildt så meget tid man kan bruge på at bare sidde og kigge på dem. Sol skal næsten trækkes ud for at tisse, og hun løber ind til hvalpe igen med det samme. Poncho ligger konstant for lågen til hvalperummet, og Seven benytter enhver lejlighed til at smutte ind for at kigge på hvalpene. Hun er meget nysgerrig, men holder en meters afstand til dem.
Det er først i dag vi rigtig har tid til at sidde og nyde dem. Fredag var bare rundtosset efter en nat uden søvn og mange følelser, lørdag skulle vi til stor rund familiefødselsdag, så hvalpesitter måtte indkaldes (Stor tak Annette), i dag er der ro, ja altså lige bortset fra Olivia har feber og er blevet snottet…
Jeg er ligesom jer andre meget overrasket og imponeret over hvalpenes pelsfarver. Efter som der kun var 3% chance for hhv lilac, lilac merle og blue, er det helt vildt at hele 3 hvalpe er dilute. minimum 38% burder have været sort tricolour eller bluemerle, og dem er der ikke en eneste af. Tilgengæld stemmer merle/ensfarvet fordelingen helt overens med teorien 50/50.
I morgen er det planen at gå i gang med tidlig neurologisk stimulering, og ellers glæder jeg mig bare til at se dem vokse og til at arbejde med puppy culture.