Hvalpe 2020

Dagen der på – i går flyttede alle Sevens 10 hvalpe til deres nye hjem.

IMG_20201029_144521

Det summer stadig lidt. Det er lidt vemodigt og meget underligt ikke at have beholdt en selv. Seven har ligget foran hvalperummet det meste af dagen. Hvalpegården er pakket sammen og rummet gjort rent, så vi nærmer os normalen igen.

Det har været en sommer og efterår med tryk på, men målet var at sende hvalpe med en god genetisk basis samt evidensbaseret prægning og socialisering ud i samfundet – om målet er nået, ved vi reelt først når de små er blevet voksne, men indtil videre må jeg indrømme at jeg er yderst tilfreds med dem.

IMG_20200703_113402

Det er 20 år siden jeg sidst lavede et kuld hvalpe. Jeg har også haft en del hunde siden da, men 20 år gik før jeg fik noget mellem hænderne igen, som jeg synes var værd at avle videre på. Jeg ved godt, jeg er kræsen både hvad angår temperament og bygning (sundhed er selvskrevet). Jeg ser dagligt hvordan hhv god og dårlig kropsbygning påvirker performance og longiviteten i sport, så for mig er det ikke værd at avle videre på et individ bare, fordi man godt kunne tænke sig hvalpe. Jeg har også haft hunde der manglede prægning og generelt havde en ringe genetisk basis og livet er simpelthen for kort til dårlige hunde – også selv de kan være nok så suveræne at træne med. Men hvis de ikke fungerer i hverdagen, stresser og bliver aggressive over selv de mindste stimuli, så kan jeg ikke se hvorfor man ville sætte flere individer af den slags i verden. Det er ikke altid nemt at se med kritiske øjne på sin egen hund, for vi elsker dem jo, og det er ikke fedt at påpege fejl ved noget man holder af, men det er man jo nødt til, hvis man vil forbedre avlen. Vi vil gerne lave undskyldninger for dem, for så er det lidt mere legalt, hvis de opfører sig uhensigtsmæssigt. Den ultimate for mig er “ej, men den blev også overfaldet, så det er derfor, den er reaktiv” – rigtig øv at din hund fik en dårlig oplevelse, endnu mere ærgerligt at det lavede mere eller mindre permanente ændringer ved din hunds adfærd. Sol og Zap er hver især blevet overfaldet af andre hunde – Zap blev efterfølgende reaktiv overfor en bestemt type hund. Sol fortsætte med at være lalleglad og det ændrede ikke til hende tilgang til andre hunde. Selvfølgelig skal der tages højde for overfaldet karakter, men jeg synes ikke det er værd at avle videre på hunde, som får massive adfærdsændringer efter en dårlig oplevelse – derfor har Zap aldrig være egnet til avl.

IMG_20200802_075211

Sol hentede jeg i USA, og det var aldrig med den hensigt at bruge hende i avl. Men hun viste sig at være noget nær den perfekte border collie for mig, og jeg kunne ikke slippe tanken om at få en hvalp fra hende. Hver gang folk fortalte mig om deres reaktive border collier var min tanke, at de skulle da have en border som Sol. Jeg er så glad for, jeg valgte at lave kombinationen af Sol og Aston og ikke mindst at jeg beholdt Skye. Hun minder så meget om Sol – en smule mindre selvstændig, og bedre vinkling i fronten. Og det er lige præcis det jeg synes man skal gå efter – optimering! Vil alle hvalpe i et kuld være bedre end forældrene? Nej, og du vil være heldig hvis du bare har en hvalp i hvert kuld, som vil være værd at avle videre på.

IMG_20200803_175403

Jeg er dybt beæret over alle de henvendelser jeg har fået på begge kuld, og stolt over den tillid hvalpekøberne har vist mig. Jeg har også fået en hel del henvendelser fra folk, der gerne vil skrives op til næste kuld hvalpe. Det logiske ville jo også være at jeg laver flere kuld – jeg har jo 3 tæver og kennelmærke og alting, men der er altså ikke en opdrætter gemt i mig. Det har været fantastik at have disse 2 kuld. Jeg harjo gået og samlet info, og lagt planer for socialisering mv siden 1999, men jeg har også lært at jeg ikke skal lave hvalpe, medmindre jeg skal beholde en fra kuldet selv. Det var en hård erkendelse, at der ikke var timer nok i døgnet til at beholde en af Sevens hvalpe også – særligt når en enkelt eller 2 gik lige i hjertet. Det gode er, at de alle har fået de bedste hjem, og jeg har mulighed for at følge dem på tæt hold.

IMG_20200806_091454

Det ar været fantastik, at få mulighed for at få prøvet alt det teoretiske i praksis; at kunne forme små individer der er sociale med hunde og mennesker, der kan afreagere hurtigt og fornuftigt så de kan begå sig ude i den store verden. Jeg fik begge kuld hvalpetestet, og jeg følte virkelig jeg var til eksamen da de blev testet. Har jeg nu gjort det godt nok? Er der noget jeg har overset? Har hver enkelt hvalp fået nok indiviuel opmærksomhed? Jeg blev positivt overrasket med begge kuld. Særligt Sevens hvalpe viste sig at være temmelig hard core. 

Kommer jeg til at lave flere kuld? Måske, hvis jeg selv skal have en hvalp. Men der kommer jo ikke flere kuld på hverken Sol eller Seven, så tiden må vise om jeg i fremtiden får noget, der er værd at lave hvalpe på. Indtil videre vil jeg bare nyde at følge de små fra begge kuld vokse op og ikke mindst vores egen Skye.

IMG_20200818_072156