A Truthful Tale: Part 4
Så nåede vi frem til min 5. hund. Endnu en border collie ved navn Jazz.
Jazz var efter min egen hanhund, Cosmo, som I kan læse mere om i A Truthful Tale: Part 3.
Jazz var lige fra starten lidt af en håndfuld. Hun var helt igennem fantastisk at arbejde med, men havde i særdeleshed udfordringer på alle andre områder. Hun havde en fænormenal kropsbygning, og jeg havde store planer med hende. Dette skulle klart være den hund jeg skulle på landsholdet med!
Jeg havde lige færdiggjort min uddannelse som klikkeninstruktør og var optaget på dyrlægestudiet, da Jazz flyttede ind, og jeg lavede nærmest ikke andet end læse om hundetræning. Susan Garrets publikationer og clean run magazine stod helt øverst på listen. Jeg syntes virkelig at nu her med min 5. hund – den første hund jeg fik efter at være flyttet hjemmefra – der havde jeg tjek på tingene. Men bedst som man mener man kan det hele, så kommer der en hund ind i ens liv, som lærer en ydmyghed og at tøjle egne ambitioner.
Lige fra starten elskede Jazz at løbe. Som i LØBE langt og meget, meget stærkt. Hun havde intet i mod at være 500m væk. En enkelt gang imellem kom hun lige og tjekkede ind, og så var hun ellers væk igen. Så man gik faktisk tur alene. Hvis hun ellers havde fået lov kunne hun havde brugt timer på at kigge på fulge i hækken i haven.
Hun var helt igennem fantastisk at træne med. Super lærenem, men man skulle være hurtig, for hun stod ikke stille lang tid af gangen. Men faktisk var træningssituationerne det eneste sted hvor denne lille superintelligente hunds liv ikke var lidt af en udfordring. Man siger der ikke er langt mellem gal og genial og der må man sige også var gældende for Jazz. Alt hvad hun foretog sig var ekstremt.
Desværre havde Jazz også nogle issues; hun var ikke håndterbar, og alle håndteringssituationer endte med at hun gemte sig og første kom frem nogle timer senere – du var yderst heldig hvis du fik lov til at nusse hende efterfølgende. Hendes evne til at afreagere fornuftigt var nærmest ikke eksiterende og en stresset situation, som kunne være småting som negleklip, sad i kroppen på hende i flere dage efterfølgende. Hun havde store issues med at få sele og halsbånd af og på. Vi boede i en lejlighed i Valby på daværende tidspunkt, og der var ikke andre muligheder end at skulle have snor og sele på flere gange dagligt. Trods kontrabetingning af sele mv. var løsningen ofte, at hun beholdt selen på indendørs også, for en hund der gemmer sig i 3 timer efter at have fået sele eller halsbånd på er nærmest ikke til at holde ud.
Hendes manglende evne til at afreagere kom til udtryk på flere måder. Da vi var til hvalpetræning for første gang kom der, under en øvelse, en anden hvalp løbende over til Jazz som sad med ryggen til. Hun blev helt vildt forstrækket over hunden, for hun var jo fuldt optaget af træne, og hun lavede et voldsomt udfald med den anden hvalp. Den anden hvalp, en mørk fransk bulldog, nåede jeg at få puffet væk med hånden, men Jazz bed i det første hun kan få fat i – min hånd. Senere i træningen var der fællesleg, hvor selerne skulle af. Min første tanke er “f**k”, men jeg pillede selen af hende, og hun fandt hurtigt en anden hvalp at lege med – jeg var lettet oven på episoden med bulldogen. Da vi skal kalde vores hvalpe ind og give dem seler på igen, panikker Jazz og sidder resten af timen og ryster af skræk på min arm. Temmelig heftig hvalpetræning med en 9 ugers hvalp…
Jazz’ mærkelig tendenser fortsatte. Den ene dag efter en lang tur på stranden havde hun tråde noget op i poten. Den eneste grund til vi opdagede det, var fordi der var blod på gulvet. Hun haltede ikke eller viste tegn på ubehag. Da jeg prøvede at undersøge poten panikkede hun og gemte sig under sengen. Det er virkelig svært at træne håndtering med en hund, der kommer tilskade og skal håndteres. Dagen efter var der blod på gulvet da jeg kom hjem fra uni og da Tim kom hjem måtte vi lægge Jazz i benlås og undersøge poten. Hun havde trådt en 1,5cm lang torn op i poten, som havde arbejdet sig hele vejen gennem poten og var på vej ud på oversiden af pote! Vi fik tornen ud og renset såret op. Resten af aftenen brugte Jazz under sengen.
En aften i oktober hvor Tim var ude og rejse tog jeg ud og besøgte mine forældre. De havde håndværkere til at ordne villaens facade og efter jeg havde trænet i haven med hundene kastede jeg resten af godbidderne på græsset, så de kunne søge efter dem, mens jeg gik indenfor. Pludselig hører jeg en hård opbremsning og en hund der hyler. Jeg løber ud i haven – ingen Jazz. Kalder panikken på hende mens jeg på strømpesokker løber ud på vejen. Rundt om hjørnet kommer Jazz i mod mig, smurt ind i olie og med dybe sår på lår og albue – hun er sluppet ud af lågen, der ikke var lukket ordenligt pga. håndværkerne, og er løbet i fuldfart ud foran en bil. Mens jeg står der på strømpesokker, grædende med en hund der er i chok kommer der flere mennesker til, inkl. hende der var uheldig at påkøre Jazz. Jeg husker ikke så meget andet end en dame, der havde travlt med at spørge mig hvorfor i alverden jeg luftede hund uden snor og om mine forældre var hjemme (jeg var 25 på det tidspunkt). Jeg kan kun huske at jeg spurgte hende om hun mente at jeg altid luftede hund på strømpesokker. Min far og jeg kørte ind til universitets hospitalet og fik Jazz lappet sammen.
Påkørslen hjalp ikke just på Jazz´ adfærd. Hun blev mere reaktiv, og var forståeligt nok virkelig bange for biler. Det tog adskillige kiropraktiske behandlinger at få rettet op på hende igen.
Det eneste tidspunkt hvor hun fungerede, var når vi trænede og der var hun tilgengæld brilliant. Da Jazz var 14 mdr fik jeg bestilt tid til diverse screeningsundersøgelser.Vi startede med HD billederne, men nåede aldrig at tage de andre. For det så ikke helt ud som det skulle. Jazz´ene hofte havde taget godt og grundig skade ved påkørslen - så meget at dyrlægen spurgte om hun overhoved skulle vågne efter sedationen. Jeg var knust. Vi tog hende med hjem, men aftalte en tid til aflivning dagen efter. Nøjs det var svært at ringe til opdrætter for fortælle om det. Jeg sov ikke hele natten, jeg var ude og lufte hende flere gange – mest fordi jeg vidste jeg aldrig ville komme til at gå tur med hende igen.
Dagen efter var Tim og jeg med til den værste aflivning nogensiden. Som om det ikke er hårdt nok at aflive en ung hund, så var hendes reaktion på sedationen forfærdelig. Hun vred sig rundt og skræk og skræk. Det endte med at Tim og jeg stod stortudende og holdt om hinanden mens dyrlægen fik aflivet hende. Det er noget af det værste jeg nogenside har været med til.
Det tog lang tid for mig at komme mig oven på tabet af Jazz. Jeg følte jeg havde fejlet totalt. At alle hendes mærkværdigheder var min skyld og at jeg var uduelig som hundetræner. Men jo længere tid der går, jo klarere ser man. Jazz lærte mig rigtig mange ting. bl.a. at jeg ikke kan have hunde der kun fungerer i træningsøjemed. Men nok det vigtigste af alt nemlig at den hundehvalp du får hjem passer sjældent ned i en bestemt kasse. Det er så vigtigt at kunne kigge objektivt på sin hvalp og give den lige præcis det den har brug for. Men med Jazz ville det under alle omstændigheder have være svært, da hun havde mange store issues, som gjorde almindelige hverdagsting til en udfordring. Derfor krøller jeg også tæer den dag i dag, når folk stolte fortæller om at de lige har hentet deres nye agility- eller lydighedsstjerne. Så tænker jeg ved mig selv, at jeg håber du netop har hentet din nye bedste ven.
Næste gang i A truthful tale skal I møde Zap – Zap er snart 11 år, men det synes han ikke selv han er.
Du finder mine skriv om mine tidligere hunde her:
